Ilde varsler for Østtartarernes Rige

Kutjum havde fået ilde varsler om et stort og nærtstående nederlag. Sandsigere spåede, at Kutjum snart måtte opgive sit land til de kristne, og på en ø i i sammenflætningen af floderne Irtysh og Tobol, var der endnu et grimt varsel: Om eftermiddagen gik et stort ulvelignende bæst op på øen fra Irtyshfloden og et mindre sort fra Tobolfloden (kosakkernes retning). Det sorte bæst slog det hvide ihjel og gik tilbage i floden. Lidt senere vågnede det hvide bæst fra døden og gik også tilbage i floden.

Sådan skete det flere gange, indtil lige før Jermak ankom, for da var kampen voldsommere mellem de to bæster end tidligere og denne gang blev det hvide bæst liggende i flere dage. Tartarerne tog i båd ud for at se til bæstet, men da de nåede halvvejs derud, vågnede dyret, gled ned i floden med et stort brøl og druknede, og alle der var i båden, druknede også. Bæstet blev aldrig set igen og der var ingen tvivl om, at varslet illustrerede det hvide bæst som tartarerne og det sorte bæst som Jermak.

Det store slag ved Sibir

Tæt på hovedstaden Sibir angreb Jermak Kutjums hær, der var så talstærk som sandkornene på flodens bred. Jermak havde 45 krigere tilbage fra de tidligere kampe, men Gud havde vist Jermaks folk et syn om en stor katedral over byen Sibir, og ved slagmarken ses en kæmpe ildsøjle. Sådan påstår krønikken, og dermed kunne intet gå galt. Skal man tro krønikkens senere fortællinger om antallet af Jermaks kosakker, må Gud gesvindt have sikret et meget stort antal genopstandelser.

Jermak vandt det store slag og sendte Kutjums hære på flugt, herunder tjuvaserne (det arktiske folk, der bor lige nord for Sibir og som i dag hedder komier), der havde to kanoner med i slaget. Kutjum flygtede fra sin hovedstad og førte sin hær længere mod øst.

Således indtog Jermak hovedstaden Sibir eller Isker i oktober 1582. Hans bande var decimeret, men byttet var storslået, og han sendte en delegation til "Den Mest Fromme Monark, Zar og Storfyrste Ivan Vasilivitj af hele Rusland". Delegationen medbragte pelsværk og andet, og det glade budskab om Jermaks storslåede sejr over de vantro (muslimerne). Ivan d. IV blev begejstret, for han havde længe kun fået dårlige nyheder, og han benådede derfor Jermak for hans straf fra tiden som sørøver og gav han to fornemme rustninger og løfter om militære forstærkninger.

Jermaks endelidt

De nordlige folk, vogulerne og ostjakkerne, betalte tribut til Jermak til at begynde med, men enten opdagede de kosakkernes svaghed efter de mange slag eller også så de, at Kutjum var ved at vinde sin styrke tilbage.

Kutjum iværksatte en gurillakrig mod kosakkerne. Hver gang Jermaks folk skulle ud for at opkræve tribut, fiske, hugge brænde m.m., blev de angrebet af Kutjums hær. Det bragte sult til byen, og i foråret 1583, angreb Kutjums kronprins Mametkul 20 kosakker på fiskeri, mens de sov. Kun en kosak overlevede, og han fortalte Jermak om udåden. Det fik Jermak til at tage et større antal kosakker ud for at bekæmpe tartarerne.

Det lykkes at nedkæmpe Mametkuls styrke og endda tage Mametkul til fange. Mamentkul blev sendt til Moskva, og her blev han senere hærchef for Zar Boris Godunov, Ivans efterfølger. Men Kutjum gav ikke op.

Da Jermak og hans folk slog lejr ved en flodbred, lykkedes det Kutjums hær at overmande kosakkerne, mens de var i dyb søvn. Jermak søgte ned mod sine skibe for at tage kampen op der (eller måske flygte og lade sine mænd i stikken?), men han blev overmandet og druknede i floden som følge af vægten fra hans rustning fra Ivan d. IV.

Klokkerne er fotograferet af George Frost under George Kennans rejse i Sibirien i 1880'erne. Senere ophævede Zar Aleksander III "dette umenneskelige system for altid" og som en symbolsk handling, blev Uglitjs kirkeklokker, som de første, ført tilbage til deres hjemstavn. Kun ca. 10 år senere blev systemet genindført af Zar Nikolaj II og perfektioneret af Lenin og Stalin fra 1918. Kirkeklokkerne står den dag i dag i Uglitj, mens den gamle sokkel i Tobolsk stadig eksisterer som et mindesmærke.

Gud var dog stadig med Jermak, for da tartarerne reddede Jermaks lig op af floden, kom der frisk blod fra hans mund, som var han ganske i live. Da angreb tartarerne Jermaks lig og spiddede det med utallige pile, men fra alle sårene kom der frisk blod i mange dage, som havde Jermak været i live. Dette var et råb om hævn fra Den Kristne Gud, og miraklerne stoppede ikke her. Syge blev helbredt, når de rørte ved Jermaks rustning og hvor Jermak blev begravet, voksede et træ, der konstant stod i flammer.

Hvor om alting er, så sluttede Jermaks andel i historien her, bortset fra, at han nogle få årtier senere blev helgenkåret af den ortodokse kirke. Ja, sådan er det med kirkerne. Her er ingen berøringsangst for at kalde en massemorder og sørøver for en "helgen".

Sibir tilbageerobres ... to gange!

Prins Seydjak, ham, hvis far Kutjum havde fordrevet fra Sibir, øjnede en chance for at hævne sig. Ganske vist havde Kutjum vundet Sibir tilbage, men krigen havde tæret hårdt på både kosakkerne og Kutjums hær. Med et enkelt slag, blev Kutjum igen fordrevet fra Sibir, i nærheden af nutidens by Tjumen, og Seydjak blev ny hersker over Sibir.

Forvirret? Det er forståeligt! Vi har nu Prins Seydjak, arving efter den oprindelige Østtartariske konge, i Sibir. Kutjum er igen på flugt mod øst oppe ad floden Irtysh, formentligt nær ved det sted, hvor byen Omsk ligger i dag. Jermaks bande er på flugt op ad floden Tobol, sydvest for Sibir, og på vej til floden Tobol er Ivan d. IVs og Stroganovs forstærkninger fra Moskva og Perm. Skæbnen har bragt stillingen tilbage til udgangspunktet fra før, Kutjum blev konge af Sibir, omend alt nu er i bevægelse.

De sidste slag

Resterne af Jermaks bande mødte Ivans forstærkninger på Tobol og de slog sig sammen og fortsatte tilbage eller frem mod Sibir. Imidlertid var Prins Seydjak for stærk, for dem, og de undgik helt at komme i kamp ved at fortsætte med strømmen i Tobol til 30 km nord for Sibir. Her byggede de en fæstning, der blev russernes første by i Sibirien, nemlig Tobolsk.

I foråret 1584 gjorde Prins Seydjak sig klar til at angribe russernes fæstning med ostjakker fra nord. Ostjakkerne opstillede en figur af deres afgud for at få styrke til slaget, men russerne ramte den store figur med en kanon i et eneste forsøg, så den splintrede i tusinde stykker. Det fik ostjakkerne til at flygte over bjergene (det er et helt fladt landskab), og de betalte derefter tribut (skat) til russerne. Senere angreb Seydjak direkte og blev slået. Om Prins Seydjak omkom, omtaler krønikken ikke, men det må formodes.

Sibir blev forladt, og Tobolsk blev den nye hovedstad for Zarens nyeste provins, der var af ganske enorm størrelse på 4-5 gange Frankrigs areal. Tobolsk fik status som by i 1587.

Efterspillet med Kong Kutjum

Kutjum gav ikke bare op, men fortsatte sin kamp mod russerne i mange år. Kampene sled hårdt på de lokale folk, og til sidst fik de nok. Derfor angreb kalmykkerne (et sydligt steppefolk, der mange generationer senere blev deporteret af Stalin under Anden Verdenskrig) Kutjums resterende hær og nedslagtede alle, inklusive Kutjums tre sønner og to døtre. Kutjum selv undslap nok en gang, men herfra hører vi ikke mere til ham. Det eksakte tidspunkt for dette sidste slag er, som det også er for historiens øvrige begivenheder, lidt usikkert, men det skete formentligt i år 1598. Det er Remezovkrønikken, der anfører 1598 som året, hvor man havde overvundet "den onde Kutjum".

Der er udgivet forbavsende lidt materiale om disse skelsættende begivenheder, der blev det økonomiske fundament for Ruslands opstigning blandt stormagterne.

På den ene side, er russerne meget stolte af Jermak. På den anden side kan russerne ikke så godt fortælle alt for meget om Jermak uden at ødelægge selvforståelsen, at de blot tog et øde landskab, der lå og ventede på deres ankomst. Kutjum kæmpede næsten 20 år mod overmagten, hvilket næppe kan kaldes for "frivillig overdragelse af land".

Kilde: Terence Armstrong et al: "Yermak's campaign in Siberia", Hakluyt Society, London 1975, En oversættelse af de originale kildetekster.